BLIV UNDERVISER

Som underviser på KEA er du med til at uddanne de næste generationer i branchen. Uanset, hvilket af KEAs fagområder, du har din baggrund i, vil du give din viden videre til de studerende og gøre dem klar til at træde ind i branchen med både teori og værktøjskassen i orden. Samtidig får du selv rig mulighed for at udvikle din egen viden og kompetencer i jobbet som underviser. 

DIN VIDEN VOKSER SIG ENDNU STØRRE

På KEA søger vi jævnligt flere undervisere til vores uddannelser – både fastansatte og timelærere. 

Undervisningsopgaven er naturligvis i fokus, men undervisere på KEA har en tredelt opgave bestående af:

  • Undervisning
  • Forskning og udvikling
  • Relationer

Det vil sige, at et job som underviser både udvikler dine kompetencer og samtidig fastholder forbindelsen til fagligheden og den branche, du kommer fra. Fælles for underviserne på KEA er, at de alle har en solid viden og erfaring inden for deres faglighed. Underviserens viden om praksis bringes i spil i undervisningen for at gøre undervisningen så virkelighedsnær som muligt. Underviseren bibeholder sin forbindelse til erhvervslivet ved fx at deltage i relevante netværk, så vi løbende holder os ajour med udviklingen.

En del af opgaven som underviser er at integrere undervisningsopgaver med udviklingsarbejde og indgå i et tæt samarbejde med erhvervslivet. Som underviser vil du deltage i erhvervsakademiske forsknings- og udviklingsaktiviteter. Formålet er, at skabe pålidelig og relevant viden, som erhvervslivet i nær fremtid kan bruge til at handle ud fra og træffe bedre beslutninger ift. bæredygtighed og teknologi.

På den måde giver jobbet som underviser en varieret hverdag med udfordrende opgaver – samtidig med, at det giver vores studerende en kvalificeret og tidssvarende undervisning.

ANSÆTTELSE SOM ADJUNKT ELLER LEKTOR?

Som fastansat underviser, ansættes du enten som adjunkt eller lektor. Hvis du allerede er lektor fra et andet erhvervsakademi eller professionshøjskole, kan du ansættes som lektor på KEA. 

Hvis du ikke tidligere har været ansat som lektor på erhvervsakademi/professionshøjskole, vil du ansættes som adjunkt og vil deltage i KEAs adjunktforløb med henblik på senere at blive lektor. 

Adjunktforløbet er et professionelt udformet udviklingsforløb, som du vil deltage i sideløbende med dine daglige opgaver som underviser inden for din normale arbejdstid.

Du vil deltage i adjunktforløbet sammen med andre adjunkter på tværs af KEA, og der vil være god lejlighed til videndeling og sparring. I løbet af dit forløb vil du desuden modtage vejledning og selvfølgelig have mulighed for at bruge vores faciliteter til videnssøgning mv.

Adjunktforløbet afsluttes efter 3½ år med en skriftlig anmodning, som skal bedømmes positivt for, at du kan blive ansat som lektor.

Det bedste ved mit job er at opleve de studerendes udvikling og alsidigheden i min arbejdsdag.
Birgitte Heide
Adjunkt, Digital
Birgitte Heide

Opgavefordeling som underviser

På programområderne stræbes der efter, at 30% af den samlede opgaveportefølje er placeret inden for kerneopgaven undervisning, 30% inden for materialeklargøring og de resterende 40% fordeles ligeligt mellem kerneopgaverne med 20% til forskning, innovation og udvikling og 20% til relationsarbejde

Livio Lamartina
Det bedste ved at arbejde på KEA er, at du kan udforske branchens fremtidshorisonter og omdanne dem til fremtidige faglige kompetencer.
Livio Lamartina
Lektor, Byg
KEA - KØBENHAVNS ERHVERVSAKADEMI
Adresse: Guldbergsgade 29N, 2200 København N
Telefon: +45 46 46 00 00
CVR: 316 562 06
EAN: 5798 000 560 291