SÅDAN ANSÆTTER VI

Alle ledige stillinger på KEA bliver slået op KEAs hjemmeside samt på relevante jobportaler, bl.a. Jobindex og Jobnet.

Hvis et job matcher dine ønsker og kvalifikationer, modtager vi meget gerne din ansøgning, CV og relevante bilag igennem vores rekrutteringssystem. Klik blot på søg-knappen i jobannoncen. 

Vi har ikke mulighed for at modtage uopfordrede ansøgninger. Som offentlig institution har vi pligt til at slå alle stillinger op, så hold øje med vores ledige stillinger her på siden.

NÅR DU HAR SØGT

  • Når du har sendt din ansøgning, får du en mail, der bekræfter, at vi har modtaget din ansøgning. Det er din sikkerhed for, at dine dokumenter er uploadet korrekt i rekrutteringssystemet.
  • Vi registrerer navn, adresse, telefonnummer og e-mail. Det sker for at kunne behandle din ansøgning og komme i kontakt med dig igennem rekrutteringsprocessen. Ansættelsesudvalget og KEAs HR-konsulenter har adgang til dine oplysninger, ligesom adgang kan blive tildelt eksterne samarbejdspartnere, der hjælper med rekrutteringen, fx ifm. search eller test.
  • Ved fremsendelsen af din ansøgning, bliver du bedt om at give samtykke til, at vi må anvende ansøgningen til rekrutteringsformål i op til seks måneder, hvorefter den slettes automatisk

JOBSAMTALEN

  • Senest efter ansøgningsfristens udløb, udvælger ansættelsesudvalget de kandidater, som vi ønsker at se til samtale. Er du blandt dem, kontakter vi dig enten pr. telefon eller pr. mail for at invitere dig til en samtale. 
  • Til samtalen møder du udvalgte deltagere fra ansættelsesudvalget, som typisk består af den ansættende leder og én til to medarbejdere fra afdelingen. Til samtalen vil vi stille uddybende spørgsmål til din ansøgning for at få et mere dybdegående indtryk af dig, dine kompetencer og dine forventninger til jobbet. Samtalen er også din mulighed for at stille spørgsmål til arbejdspladsen, opgaverne eller hvad du ellers gerne vil vide om den ledige stilling. 
  • Ofte vil udvalgte kandidater blive inviteret til 2. samtale, hvor der vil blive stillet yderligere uddybende spørgsmål, ligesom der kan indgå en faglig case og/eller en personlighedstest.
  • Som en del af rekrutteringsforløbet, er det desuden en mulighed, at du kan blive spurgt om samtykke til at kontakte referencer.

ANSÆTTELSE

  • Hvis vi tilbyder dig jobbet, ringer vi til dig. Har vi ikke tidligere talt om løn, så gør vi det i forbindelse med at du bliver tilbudt jobbet.  Du har altid mulighed for at tale med en tillidsrepræsentant om den løn, som vi tilbyder dig. Kontakt HR for at få oplyst, hvilken tillidsrepræsentant, der dækker din overenskomst. 
  • Du vil også få en mail fra HR, hvor vi bekræfter ansættelsen. Bekræftelsen er juridisk bindende for KEA og gælder indtil du modtager dit ansættelsesbrev i e-boks. Vi bestræber os på, at du har dit ansættelsesbrev inden du starter i din nye stilling hos os. 
  • KEA er omfattet af de statslige overenskomster og er derfor forpligtet til at indhente dokumentation for tidligere beskæftigelse og erhvervserfaring. På KEA benytter vi udskrift fra ATP og udskrift fra CVR-registret, hvis du har haft egen virksomhed. Vi beder dig om at sende denne dokumentation, når vi tilbyder dig jobbet.

AFSLAG

  • Hvis du har været til samtale, men vi vælger at ansætte en anden kandidat, vil du som udgangspunkt få et mundtligt afslag.
  • Hvis du ikke har været inviteret til samtale, sender vi dig et afslag på mail – senest når hele rekrutteringsprocessen er afsluttet.
KEA - KØBENHAVNS ERHVERVSAKADEMI
Adresse: Guldbergsgade 29N, 2200 København N
Telefon: +45 46 46 00 00
CVR: 316 562 06
EAN: 5798 000 560 291