Regnskabskonsulenter til uddannelsesinstitution i vækst

Har du solid erfaring med regnskabsopgaver, har du et skarpt blik på effektive processer, og vil du være med til at udvikle vores nye team?

Den 1. juli 2025 bliver KEA og Cphbusiness til Erhvervsakademi København. De to erhvervsakademier går sammen og bliver hovedstadens nye store uddannelsesinstitution. Visionen er at skabe en endnu stærkere uddannelsesinstitution ved at samle kræfterne fra begge akademier og tilbyde en bred vifte af uddannelser med høj kvalitet og relevans for erhvervslivet. 

I forbindelse med sammenlægningen vil vores regnskabsteam overtage en del af den nye organisations regnskabsopgaver, som tidligere har været håndteret eksternt.  Derfor opnormerer vi Økonomiafdelingen med en til to nye kolleger. 

Med andre ord står Økonomiafdelingen over for en spændende proces med at overtage opgaverne og tilpasse processerne til den nye organisation. Så læs endelig videre, hvis du vil være med til at forankre regnskabsopgaverne i den nye organisation og dermed bidrage til, at den overordnede økonomistyring står på et solidt regnskabsmæssigt fundament.

OM JOBBET

Som vores nye kollega vil du arbejde tæt sammen med andre regnskabsmedarbejdere samt økonomiafdelingens controllere, der står for ressource- og budgetopfølgning. Du vil få en varieret hverdag med mulighed for at byde ind på en bred vifte af opgaver. Den endelige bemanding og opgavefordeling er endnu ikke besluttet, idet det i høj grad afhænger af, hvilke kompetencer og erfaringer vores nye kollega(er) besidder og kan spille ind med. Grundlæggende skal vi have besat alle regnskabsopgaver som blandt andet omfatter følgende:

  • Kreditorområdet, betalinger og fakturahåndtering
  • Debitorområdet hvor der er stort samarbejde med vores efter- og videreuddannelsesområde
  • Moms
  • Eksternt finansierede projekter og løbende tidsregistrering
  • Tids- og regnskabsregistrering af eksternt finansierede projekter
  • Anlæg
  • Tilskudsregistrering
  • Blankethåndteringer f.eks. udlæg
  • Løbende kontroller og kvalitetskontrol af regnskabet
  • Øvrige regnskabsafstemningsopgaver

Lønområdet varetages af HR-afdelingen med hvem der er et stort samarbejde omkring de regnskabsmæssige registreringer og afstemninger. 

Teamet, som du bliver en del af (og som pr. 1. juli består af de sammenlagte økonomiafdelinger) består i dag af i alt to regnskabsmedarbejdere, en konsulent der arbejder med AI og automatisering samt syv controllere. Du vil opleve en afdeling og kollegaer, der leverer opgaver med fokus frihed under ansvar, kvalitet og overholdelse af deadlines. Samtidig er vi (og skal være) en afdeling, hvor der er plads til grin og sammenhold, og hvor vi fejrer vores succeser og udvikling i fællesskab. 

Systemerne, vi arbejder i, tæller blandt andet Navision Stat (regnskabssystem), Aqoola/Indfak (fakturaflowsystem), SDBF (blanketflowsystem) og mTime (tidsregistrering).

Vi værdsætter gensidig fleksibilitet og tilbyder desuden mulighed for hjemmearbejde. Lønnen fastsættes efter gældende overenskomst.

 

DINE KVALIFIKATIONER OG KOMPETENCER

Vi forventer, at du har en relevant uddannelse og erfaring, og gerne flere års erfaring med regnskabs-opgaver fra en større organisationen. Det er afgørende, at du har god organisationsforståelse og samarbejdsevner, da du skal arbejde med forskellige medarbejdergrupper og inddrage deres input i opgaveløsningerne. 

Måske du har specialiseret faglig viden, kompetencer eller passion for bestemte opgaver – i så fald læser vi meget gerne om det i din ansøgning. Dine personlige kompetencer er også afgørende for succes i jobbet. Det er således essentielt, at du er servicemindet og sætter en ære i kvaliteten af dit arbejde. Du kan lide at have styr på detaljerne og er god til at planlægge dit arbejde og så vidt muligt at være på forkant med opgaverne.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har fundamental talforståelse og solidt kendskab til regnskab og økonomiske begreber.
  • arbejder effektivt og trives med, at der i perioder er travlt og der derfor kræver en ekstra indsats
  • trives med at tage ansvar inden for dit eget område, men også gerne spørger teamet om hjælp, når du har brug for det – og omvendt giver du også gerne en hånd med, når dine kollegaer har brug for din hjælp.
  • kan lide at sparre med kollegaer og dele viden på tværs, og du ser positivt på at bruge hinandens kompetencer, fx med kollegaerne i HR-afdelingen.
  • bidrager aktivt til team-møder og gerne byder ind med idéer, fx hvis du har set en mulighed for optimering af vores processer.

KLAR TIL NYE UDFORDRINGER PÅ KEA?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Økonomichef William Ghiorzi Elias på tlf. 40 24 52 43.

Ansøgningsfristen er torsdag den 3.april 2025. Vi forventer at afholde samtaler løbende, så send gerne din ansøgning så hurtigt som muligt. 

Klik på Ansøg-knappen og send din ansøgning, CV og relevante eksamenspapirer. 

Stillingen ønskes besat snarest muligt efter nærmere aftale.

På KEA får du en arbejdsplads med kollegaer, som tilsammen byder på et bredt udvalg af baggrunde, faglige kvalifikationer og personlige kompetencer. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
William Ghiorzi Elias Chef for KEA Økonomi, Optag & Studieadministration for efteruddannelse +4540245243 wige@kea.dk
Jobområde: Økonomi
Stillingstype: Fuldtid

OM KEA

DU SKAL IKKE BARE VIDE. DU SKAL KUNNE.

På KEA er vi drevet af handlekraft. Vores studerende får ting til at ske ved at kombinere praktiske færdigheder med teoretisk indsigt. Du skal ikke bare vide, du skal kunne.

KEA udbyder en lang række praksis-rettede videregående uddannelser på erhvervsakademi- og professionsbachelor­niveau. Vi uddanner kompetente og ambitiøse studerende inden for byggeriet, digitale uddannelser, design og det tekniske område. De studerende lærer at omsætte teknologi til bæredygtige løsninger, som gavner både erhvervslivet og vores fælles fremtid.

Udover 25 fuldtidsuddannelser udbyder KEA også en lang række efteruddannelser inden for byggeri, energi, HR, installation, IT, kommunikation, ledelse, produktion & industri, salg & marketing, og optometri.

Sammenlagt har KEA mere end 450 medarbejdere og 10.000 studerende.

KEA - KØBENHAVNS ERHVERVSAKADEMI
Adresse: Guldbergsgade 29N, 2200 København N
Telefon: +45 46 46 00 00
CVR: 316 562 06
EAN: 5798 000 560 291