Uddannelseschef til Datamatiker og IT-arkitektur på Erhvervsakademi København

Er du klar til at lede Datamatiker (EA-niveau) og IT-arkitektur (BA-niveau), og skabe fremtidens IT-specialister på Københavns nye store erhvervsakademi?

Den 1. juli 2025 bliver KEA og Cphbusiness til Erhvervsakademi København. De to erhvervsakademier går sammen og bliver hovedstadens nye store uddannelsesinstitution. Visionen er at skabe en endnu stærkere uddannelsesinstitution ved at samle kræfterne fra begge akademier og tilbyde en bred vifte af uddannelser med høj kvalitet og relevans for erhvervslivet. 

Som uddannelseschef for uddannelserne Datamatiker og IT-arkitektur bliver du en del af programområdet Digital på Erhvervsakademi København. Det digitale programområde dækker lokationer i København, Lyngby, Rønne og Hellerup, og omfatter både fuldtids- og deltidsuddannelser inden for datamatiker, IT-teknologi, softwareudvikling, IT-sikkerhed, IT-arkitektur, multimediedesign, webudvikling, digital konceptudvikling, økonomi & IT samt cybersikkerhed.

Du får ansvaret for at omsætte programområdets strategiske rammer til daglig praksis på Datamatiker og IT-arkitektur. Stillingen indebærer budget-, drifts- og kvalitetsansvar for uddannelsen samt personalemæssigt ansvar for adjunkter og lektorer.

Stor indflydelse på næste generation i branchen

Du vil få en afgørende betydning for at skabe fremtidens digitale uddannelser med fokus på det praksisnære og det faglige med de mange nye teknologier og muligheder, som præger professionen. Vores dimittender medvirker til at skabe en stærk digital udvikling i Danmark og de skal forberedes til at bidrage til en branche, som er under stor forandring.

Som uddannelseschef skal du drive den faglige udvikling af datamatiker- og IT-arkitekturuddannelserne, samt stå i spidsen for at skabe en inspirerende pædagogiske og didaktiske ramme for undervisningen. Du har ansvaret for planlægning af undervisningsaktiviteten, forskningsprojekter forankret på uddannelserne, udvikling af undervisere - herunder lektorkvalificering - samt budget- og personaleansvar for de ressourcer, der er allokeret til uddannelserne. Sammenlægningen af de to erhvervsakademier betyder, at der vil være en stor opgave med at fusionere datamatikeruddannelsen som på nuværende tidspunkt udbydes på begge akademier.

Imens du har ansvaret på uddannelsesniveau, har programchefen, som du får reference til, det overordnede strategiske, økonomiske, drifts-, kvalitets- og personalemæssige ansvar for det samlede programområde Digital.

På det digitale programområde bliver du en del af chefteamet, som består af fem uddannelseschefer og en programchef, der arbejder tæt sammen i det daglige. I arbejder tæt sammen med koordinatorer og adjunkter og lektorer på uddannelserne samt medarbejdere fra de tværgående funktioner om den fortsatte udvikling af didaktikken og sikring af den faglige kvalitet på programområdets fuldtids- og deltidsuddannelser.

Du får ledelsesansvaret for ca. 30 adjunkter og lektorer med fokus på både den samlede og den enkeltes opgaveportefølje, som dækker undervisning, forsknings- og innovationsopgaver samt relationer til de brancher, vi uddanner til.

Udvikling af både uddannelsen, medarbejderne og kulturen

I stillingen får du mulighed for at sætte flere former for ledelse i spil, som både rettes indad mod dine medarbejdere og udad mod branchen.

Du vil opleve, at medarbejdergruppen består af vidensmedarbejdere med høj faglighed på specialist- eller generalistniveau og stor selvstændighed. Du vil arbejde med udvikling på tværs af medarbejdergruppen og sikre, at både adjunkter og lektorer har de nødvendige kompetencer for at sikre uddannelsernes relevans nu og i fremtiden.

Udover udvikling og drift af de to uddannelser, vil du anvende dine kompetencer inden for forandringsledelse og indgå i udviklingen af kulturen internt, når sammenlægningen af datamatikeruddannelserne effektueres på den nye uddannelsesinstitution.

Din baggrund og kompetencer

Det er essentielt, at du brænder for at udvikle uddannelsesområdet – både i takt med branchens udvikling og efterspørgslen på jobmarkedet.

Vi ser gerne, at du har kendskab til erhvervsakademi- eller professionshøjskolesektoren. Erfaring med udvikling af pædagogik og læring, der skaber resultater i et praksisnært uddannelsesmiljø i tæt samspil med erhvervslivet og andre vidensinstitutioner, er essentielt for succes i stillingen. Dertil kommer, at du har ledelseserfaring og erhvervserfaring fra det IT-faglige område med fokus på udvikling af IT-systemer.

Du forstår at balancere faglig ledelse, driftsledelse og nærværende personaleledelse og kan tage ansvar for solid uddannelsesdrift og et godt arbejdsmiljø. Du har flair for ressourceanvendelse og er klar til at tage ansvar for optimering af ressourceallokering og uddannelseskvalitet på tværs af programområdet Digital.

Kommunikation er en naturlig del af din ledelse, og du bruger aktivt dine kommunikationsevner til at skabe tæt dialog med medarbejdere og studerende, så de oplever en nærværende, inspirerende og inddragende uddannelseschef i deres hverdag.

Vil du med i udviklingen?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kommende programchef Frederikke Bender på tlf. 2120 1294 og fbe@kea.dk eller uddannelsesdirektør Line Louise Hansen på tlf. 3615 4644og elha@cphbusiness.dk.

Ansøgningsfristen er den 8. april 2025.

Vi forventer, at samtalerne afholdes ultimo april samt primo maj 2025. I forbindelse med en evt. anden samtale vil der indgå personlighedsprofil og besvarelse af en case.

Stillingen ønskes besat pr. 1. juli 2025. Løn-, pensions- og ansættelsesvilkår vil ske i henhold til aftalen om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning, uddannelse og forskning på Uddannelses- og Forskningsministeriets område.

Klik på Ansøg-knappen og send din ansøgning, CV og relevante eksamenspapirer.

Du får en arbejdsplads med kollegaer, som tilsammen byder på et bredt udvalg af baggrunde, faglige kvalifikationer og personlige kompetencer. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Frederikke Bender Uddannelseschef +4521201294 fbe@kea.dk
Jobområde: Direktion, ledelse og udvikling

OM KEA

DU SKAL IKKE BARE VIDE. DU SKAL KUNNE.

På KEA er vi drevet af handlekraft. Vores studerende får ting til at ske ved at kombinere praktiske færdigheder med teoretisk indsigt. Du skal ikke bare vide, du skal kunne.

KEA udbyder en lang række praksis-rettede videregående uddannelser på erhvervsakademi- og professionsbachelor­niveau. Vi uddanner kompetente og ambitiøse studerende inden for byggeriet, digitale uddannelser, design og det tekniske område. De studerende lærer at omsætte teknologi til bæredygtige løsninger, som gavner både erhvervslivet og vores fælles fremtid.

Udover 25 fuldtidsuddannelser udbyder KEA også en lang række efteruddannelser inden for byggeri, energi, HR, installation, IT, kommunikation, ledelse, produktion & industri, salg & marketing, og optometri.

Sammenlagt har KEA mere end 450 medarbejdere og 10.000 studerende.

KEA - KØBENHAVNS ERHVERVSAKADEMI
Adresse: Guldbergsgade 29N, 2200 København N
Telefon: +45 46 46 00 00
CVR: 316 562 06
EAN: 5798 000 560 291